title

Standard – Soundvenues hiphop-podcast

Soundvenue

Followers
Plays
Standard – Soundvenues hiphop-podcast
49 MINAPR 4
Play Episode
Comments
title

Details

Man kunne mærke på de mange sorgfulde og chokerede reaktioner, at det var et helt særligt menneske, der forsvandt, da Nipsey Hussle blev skudt sidste søndag. Han repræsenterede vestkystens stolte hiphop-tradition, inkarnerede en målrettet forretningssans og var kendt for at støtte sit lokalmiljø som få andre.

For Nipsey Hussle var ikke kun en af hiphoppens sidste store gangsta-rappere. Han var en ægte lokalhelt, der viste, at selv nu, i trollingens tidsalder, kunne man gøre tingene anderledes. Ærligt, moralsk og lokalt.

At han nu er død, føles også bittert, fordi han sidste år, efter mere end et årti på hiphopscenen, endelig lykkedes med at få den helt store anerkendelse med sin albumdebut, 'Victory Lap', der endda blev Grammy-nomineret. Han havde egentlig klaret den. Indtil nogen skød ham foran hans egen tøjbutik.

Men hvordan har den her unikke rapper kunnet gøre tingene på sin helt egen måde i over et årti? Hvad er det præcis for en skikkelse hiphopverdenen mister? Hvilke sange er hans vigtigste? Og hvad vil man huske Nipsey Hussle for?

De spørgsmål diskuterer vært Kristian Karl med denne uges gæst Ali Sufi i det nye afsnit af Standard Ekstra. Ali Sufi er en tidligere rapper, der nu er manager for MellemFingaMuzik, og derudover har sit eget label hos Sony. Han har fulgt både dansk og international hiphop i årevis, og kommenterer ofte på tidens begivenheder – og så er han stor Nipsey Hussle-fan.

I anden halvdel af podcasten spiller vi desuden nogle af de Nipsey Hussle-sange, du ikke kan finde på sidste års 'Victory Lap'-album – inklusive en saftig Donald Trump-diss.

Standard Ekstra er et kortere supplement til Standard, der reagerer hurtigt på vigtige nye begivenheder og udgivelser i hiphoppens verden. Vært Kristian Karl gæstes typisk af eksperter, oftest fra Soundvenues redaktion, og vender ugens mest uomgængelige begivenheder og nye numre.