Vi er taget med MOR på museum. Louisianas kunstformidler Line Ali Chayder guider os igennem museets nye udstilling ”MOR! Livets begyndelse”. Vi går tæt på værkerne og hører hvordan, portrætteringen af moderskabet har ændret sig op gennem kunsthistorien. Så lyt med og find ud af, hvad Beyoncé og Jomfru Maria laver side om side; hvad der står på det lyserøde slumretæppe; hvad Joni Mitchell synger i baggrunden og hvad en råbende kæmpeblæksprutte har med moderskab at gøre.
Illustrator Rasmus Bregnhøis legende motiver er fulde af vildskab og humor og de pryder talrige populære børnebøger. De første barndomsår tilbragte han i Langerød. Det er her vi møder ham, i det vindblæste bakkede landskab. Til en snak om dét, der myldrede frem fra havens høje krat. Om lange sommerferier og magien i en hegnspæl. Til en snak om barndomslandet, der har formet ham og hans streg og om det særlige ved børnelitteratur. (Musik: Rhye, ”Green Eyes”)
Vi mødes med den lokale forfatter, Kim Højgaard Rasmussen, som har boet og arbejdet i Afrika i 23 år. Det er blevet til både spændingsromaner og masser af røverhistorier.
I Danmark er vi så heldige at have en voksende underskov af små forlag, der skubber kvalitetslitteraturen frem med stenhård arbejdsmoral og en utæmmelig kærlighed til litteraturen. I Fredensborg findes mikroforlaget Palomar, som specialiserer sig i oversat samtidslitteratur. Flere af forlagets udgivelser har vundet store internationale priser, fx International Dublin Award, Nordisk Råds Litteraturpris m.fl. Men hvordan kan det egentlig gå til, at stor verdenslitteratur udkommer fra et skrivebord i Fredensborg? Hvordan opsnapper forlaget så mange navne, der høster international ankerkendelse? Og hvordan går det egentlig til, at man stifter et forlag? Vi har talt med forlagets ejer, Marie.
Operasanger Morten Ernst Lassen forklarer operamusikken for alle os, der ikke har forstået det endnu. Vi kommer forbi 5 af Mortens favorit-operaer og så forsøger Morten at lære en helt gennemsnitlig kontornusser at synge opera på 5 min.
Nytårsforsætter – mange af os har dem, de fleste af os holder dem ikke. Men det skal være slut nu. Derfor har Bibliotekspodcasten indkaldt hjælp fra vores lokale psykolog, Charlotte Witt, som vil hjælpe os med at forstå, hvorfor vi overhovedet har nytårsforsætter og hvorfor de sjældent holder. Og her på siden kan du se, hvad du skal låne på biblioteket for at få dit nytårsforsæt til at holde denne gang.
Vi besøger Bjørn Poulsen, der er billedhugger og debuterede som forfatter i 2020 med romanen "Opkald fra Mælkevejen"- En beskrivelse af hans eget liv med en psykisk syg mor, der trak ham rundt på restauranter og hoteller og formøblede sin arv i på kort tid. Det er en stærk fortælling om kærlighed, svigt og tilgivelse, og den blev nomineret til bogforums debutantpris af samme grund. Vi har besøgt Bjørn Poulsen i hans værksted i Humlebæk.
Vi står på skuldrene af historien, og i Fredensborg-Humlebæk Lokalhistorisk forening arbejder de hårdt med at bringe vores fælles lokale historie ud til dig. Bibliotekspodcasten har besøgt foreningens formand, Peter Heiberg, til en snak om hans arbejde med lokalhistorien, hans utrættelige grundighed og hvordan man kan rejse Danmark rundt hjemme fra sit skrivebord imens man researcher.
Hvem er de egentlig, de 37 mænd i blå uniformer, der marcherer gennem Fredensborg hver torsdag? Lyt med her og kom ind bag kulisserne og ned i historierne om Livgardens Musikkorps Vi har været med til Musikkorpsets march gennem Fredensborg, vi har drukket kaffe med musikkorpsets dirigent og så har vi også været et smut nede i vores helt eget lokalarkiv, som bugner af gode historier om Musikkorpset gennem tiden i Fredensborg.
Kom med et smut i en af Danmarks hyggeligste og ældste biografer, når vi besøger HumleBio. Vi besøger også Lone, der udvælger film til bibliotekernes streamingtjeneste, filmstriben.dk